Tilbage Kommentar

Hvad er problemet med effektmåling på socialområdet?

Hvis vi bliver for optagede af at måle effekt på det sociale område, glemmer vi at inddrage de mennesker, det hele handler om

Der er i øjeblikket en del fokus på sociale indsatser, der ikke har en dokumenteret effekt, og regeringen vil hvert år følge op på ’om vi hjælper de udsatte med at blive herre i eget liv’. Det er en vigtig målsætning, som kræver 1) langt større fokus på brugerinddragelse og 2) paradoksalt nok langt mindre fokus på den individorienterede effektmåling. Hvorfor det?

1) Der er i selve socialarbejdet pt. alt for lidt arbejde der tager udgangspunkt i mål og behov, der er defineret af borgerne selv – det er først når borgerne arbejder med det, der motiverer dem, at de kan blive ”herre i eget liv”. Socialt arbejde er et arbejde i konstant udvikling og afsøgning i sammen med borgeren, og derfor giver det ikke mening på forhånd at definere indikatorer for, hvad en god udvikling ville være. Vi kan i Danmark blive langt bedre til at opsamle viden om, hvor gode indsatserne er til at støtte borgerne i deres arbejde med egne mål frem for om de når på forhånd definerede mål.

2) I kravene til måling (fx fra fonde og forvaltninger) er der et for ensidigt fokus på effekt, som for det første besværliggør at lave indsatser uden på forhånd definerede mål (fremfor de mål borgerne selv definerer, når de inddrages) og for det andet ofte kun er orienteret mod det enkelte individs udvikling. Når det gælder behandlingen af borgere i fx socialpsykiatriske institutioner er det naturligt med et fokus på individet, men i mange sociale projekter, vil det belyse virkningen af indsatsen bedre, hvis man i evalueringen fx fokuserede på gruppedynamikker, brobygning mellem aktører og øgede handlemuligheder i lokalområdet.

Her er et eksempel på en faldgrube fra vores eget arbejde med effektmåling i sociale tilbud: En ung borger med misbrug indskrives i et tilbud, hvor der måles på en række faste indikatorer. Målingen viser, at det største problem er misbrug, men at på det sociale og psykiske område går det udmærket. Efter et halvt år måler vi igen, og nu er billedet forværret: Misbrug kategoriseres stadig som et problem, men nu har den unge det også dårligt psykisk og socialt. Det målingen ikke viser er, at i takt med at den unge arbejder med sin selverkendelse, udfordrer sit netværk og sin hverdag generelt oplever hun stadig flere områder i livet som problematiske. Umiddelbart ville dette registreres som en kedelig udvikling, og kommunen kan finde på at udskrive borgeren fra tilbuddet igen. Ofte dækker det imidlertid over noget der kan ende som en succeshistorie. Eksemplet viser en flig af den store kompleksitet, der gemmer sig bag effektmålinger på den sociale virkelighed.

Der er mange faldgruber ved det ensidige fokus på effekt og derfor skal vi væk fra, at udfordringen ligger i, at indsatserne ikke kan påvise effekt, og over til at diskutere hvorvidt vi lykkes med at inddrage og støtte borgeren på de områder, som han eller hun selv finder relevante.

Se eksempel på et projekt, som har skabt bemærkelsesværdige resultater uden på forhånd opstillede effektmål her.

Bliv klogere på faldgruberne ved evidensbølgen i det sociale arbejde i Rådet for Socialt udsattes nye antologi ‘Udsat for evidens’.