Samtalegrupper for psykisk voldsramte kvinder
I Exitcirklens samtalegrupper opnår psykisk voldsramte viden og redskaber til at bryde med psykisk vold. I evalueringen undersøger vi indsatsens virkemidler og værdiskabelse.
Exitcirklens samtalegrupper har til formål at give psykisk voldsramte styrke og mod til at bryde med den psykiske vold samt redskaber til at tackle og bearbejde følgevirkningerne af den vold, de har været udsat for.
Gennem evalueringen bidrager SocialRespons til at synliggøre virkemidler i Exitcirklens samtalegrupper, vurdere indsatsens værdiskabelse samt komme med opmærksomhedspunkter til Exitcirklens videre arbejde med grupperne. Evalueringens viden bygger på observationer i samtalegrupper, interviews med gruppedeltagere, erfaringspersoner og fagprofessionelle, visitations-og evalueringsskemaer fra deltagere ved opstart og ophør i grupperne samt inddragelse af øvrigt materiale som fx undervisningsmateriale til samtalegrupper, håndbøger til frivillige, forløbsplaner, mm.