Kvinder i fællesskab - Frivillige veje til job
DRC Dansk Flytningehjælp Integration og Foreningen Lige Adgang samarbejder i dette projekt om at skabe nye metoder til inklusion i arbejdsfællesskabet for minoritetsetniske kvinder. SocialRespons evaluerer indsatsen med en virkningsevaluering.
Projektet Kvinder i fællesskab - Frivillige veje til job er et samarbejde mellem DRC Dansk Flygtningehjælp Integration og Foreningen Lige Adgang (FLA) med et formål om at skabe nye metoder til inklusion i arbejdsfælleskaber. Beskæftigelsen for kvinder med ikke-vestlig baggrund er lav sammenlignet med den øvrige befolkning. Samtidig betyder den nye reform af kontanthjælpssystemet, at en stor gruppe i 2025 vil rykke fra kontanthjælp til en lav mindstesats, hvor en ny lov om arbejdspligt sideløbende mere intensivt skal aktivere en større gruppe af borgere. Disse tiltag vil yderligere marginalisere gruppen af kvinder med ikke-vestlig baggrund. Flere vil fremover få en lavere ydelse eller slet ikke få ydelser og blive ægtefælleforsøget.
DRC etablerer seks kvindegrupper, som skal faciliteres af frivillige peers med samme baggrund som deltagerne. Grupperne har fokus på job for minoritetsetniske kvinder uden for arbejdsmarkedet. Sideløbende etablerer FLA et erhvervsnetværk med lokale arbejdspladser, som skal klædes på til at rekruttere mangfoldigt og sikre tilknytning og trivsel for målgruppen.
Med dette projekt er der fokus på, at minoritetsetniske kvinder mødes med lokale mødes med arbejdspladser og derigennem skaber nye rum for rekruttering med afsæt i de eksisterende behov og løsninger.
Med evalueringen undersøger vi, hvilken værdi indsatsen har for både kvinderne og de lokale arbejdspladser, samt hvilke greb der bidrager til at skabe denne værdi. Som evaluator følger vi projektet fra start til slut, hvor vi indsamler viden gennem interviews, observationer, surveys og projektets egne registreringer.