Naturbaserede fællesskaber for voksne med psykosociale udfordringer

Vi evaluerer projektet ”Naturvært og naturvenner”, der skal udvikle og forankre naturbaserede fællesskaber for voksne med psykosociale udfordringer. Projektet bygger på erfaringer fra et treårigt pilotprojekt i Naturpark Amager og undersøger, hvordan naturen kan fungere som ramme for øget trivsel og recovery, handlekraft, fællesskab og deltagelse.

Projektet udvikler en ny metode, hvor naturværter og naturvenner skal bygge bro mellem naturparker, socialpsykiatriske tilbud, frivillige fællesskaber og voksne med psykosociale udfordringer. Metoden afprøves i flere danske naturparker og bygger på en gradvis bevægelse fra deltagelse til medskabelse. Naturværten introducerer deltagerne til naturens muligheder og aktiviteter, mens naturvennerne løbende opbygger kompetencer til selv at planlægge, gennemføre og forankre aktiviteter i fællesskabet. Ambitionen er, at naturbaserede fællesskaber på sigt kan leve videre lokalt og blive en integreret del af både socialpsykiatriske tilbud og naturparker.

I SocialRespons gennemfører vi en anvendelsesorienteret læringsevaluering, der kombinerer interviews, observationer, læringsrum, analyser og løbende sparring med projektets aktører. Evalueringen skal skabe viden om deltagernes oplevede udbytte, metodens virksomme mekanismer og de organisatoriske forudsætninger for, at indsatsen kan forankres og udbredes til flere kommuner og naturparker. Samtidig gennemfører vi en sundhedsøkonomisk perspektivering af metodens potentialer og bidrager til udviklingen af den drejebog, som skal understøtte fremtidig anvendelse af metoden.

Philipp Pechmann

Senioranalytiker / Sociolog og ph.d. i statskundskab

Lisa Marie Bak

Analytiker / cand. san i Tværvidenskabelige Sundhedsstudier

Sofie Bertolt Winther

Partner / Sociologi og pædagogik


Lignende projekter