Stærke Stemmer
Lær for Livet ønsker med projektet Stærke Stemmer at styrke børn og unge i udsatte positioner i at bruge deres egne og kollektive stemmer til at sikre bedre vilkår for dem selv og andre i samme situation. SocialRespons er evaluerings- og sparringspartner på initiativet og understøtter udviklingen og læringsopsamlingen af de principper og metoder som afprøves og konceptualiseres.
Med indsatsen Stærke Stemmer ønsker Lær for Livet at opbygge systematisk viden og metoder til at øge børn og unges deltagelse og indflydelse på tværs af organisationen. Målet er dels at børn og unge i øget grad bruger deres stemme til at påvirke forhold, som de tillægger betydning. Samt at klæde medarbejdere og frivillige endnu bedre på til at arbejde med børne- og ungedeltagelse.
SocialRespons arbejder tæt sammen med projektet og har med vores følgeevaluering fokus på at kvalificere Lær for Livets samlede arbejde med at forankre et praksisnært deltagelsessyn med afsæt i børne-og ungeperspektiver samt principper for et styrket børne- og ungeindflydelse. Derudover undersøger vi hvorvidt og i så fald hvordan Lær for Livets børn og unge oplever en virkning af Stærke Stemmers metoder ift. til at styrke børn og unge i at bruge deres stemmer og have indflydelse på eget liv.